Innovayt vinder udbud om virksomhedsmobilisering i Region Hovedstaden

Innovayt vinder udbud om virksomhedsmobilisering i Region Hovedstaden

06-06-17

Innovayt har vundet et EU-udbud fra Copenhagen EU Office om konsulentbistand til mobilisering af virksomheder til international innovation og EU-støtteprogrammer. I projektet skal Innovayt medvirke til at vejlede og modne projektideer fra regionens virksomheder til europæiske støtteprogrammer, samt udbyde en række kurser i udarbejdelse af effektive ansøgninger. Innovayts arbejde hviler på virksomhedens gennemprøvede iFacilitator-metode, der nu har fungeret som basis for mere end ti succesfulde mobiliseringsforløb i forskellige regioner gennem de senere år.

Det kommende mobiliseringsprojekt bygger videre på det succesfulde CopenVirk-projekt, der siden 2015 har mobiliseret en lang række SMVer og EU-ansøgninger i Region Hovedstaden. Foreløbig er skabt mere end 80 projektansøgninger, hvoraf 25 foreløbig er kommet igennem til støtte og har genereret 34 mio. DKK i hjemtag til regionen.

Partner Thomas Elmbæk Knudsen, som er Innovayts projektleder på CopenVirk-projektet, udtaler: ”Vi er glade og stolte over at vinde dette udbud og dermed fortsætte det gode samarbejde med Copenhagen EU Office om at skabe vækst i regionens virksomhed gennem international innovation og EU-støtteprogrammer. Vi ser frem til fortsat at hjælpe regionen med at skabe succesfulde historier, hvor lokale virksomheder skaber vækst og beskæftigelse gennem innovation med europæisk udsyn”.

Det nye mobiliseringsprojekt løber i perioden juli 2017 til juni 2019 med mulighed for yderligere to års forlængelse.

For yderligere information, kontakt Partner Thomas Elmbæk Knudsen.