EU-støtte til beskyttelse mod droner

EU-støtte til beskyttelse mod droner

03-03-16

Efterspørgslen og anvendelsen på drone-området vokser hurtigt i disse år. Men samtidig med væksten giver udbredelsen af droner anledning til stigende sikkerhedsproblemer. Derfor er udviklingen af ​​nye og effektive værktøjer, som er i stand til at overvåge og forhindre skadelig brug af civile droner i stigende grad en nødvendighed.

Aalborg-virksomheden MyDefence har udviklet et innovativt drone-alarm- og beskyttelses-system (DAPS), der skal anvendes i forbindelse med kritiske infrastrukturer. DAPS er et skalerbart system med hardware og indlejret software koblet til en grafisk brugergrænseflade. Systemet er i stand til at opdage og identificere ulovlige droner i et område omkring en infrastruktur samt at jamme enheder indenfor et bestemt trådløst frekvensområde og tvinge dronen til en kontrolleret landing, alt sammen uden at forstyrre andre mobile signaler.

I begyndelsen af ​​2016 har MyDefence fået støtte til en forundersøgelse fra EU’s SMV-Instrument (Fase 1). Virksomheden følger op på dette projekt med en ansøgning om et større demonstrationsprojekt (Fase 2) senere i 2016. Innovayt har sikret Fase 1-støtten til MyDefence og vil senere på året påbegynde ansøgningen om Fase 2-støtte til projektet.